“Da min mor blev syg del. 3”

fortsættelse…

Dagen på hospice gik, og hver dag kunne man se at hun blev mere og mere syg. Man kunne se hvordan kræften åd hende op indefra. Hendes organer begyndte at stå af, flere af dem virket ikke, ihvertfald ikke som de skulle. Hendes lever var holdt op med at fungere. Leveren er den som nedbryder affaldstofferne/ giftstofferne i kroppen, så når den holder op med at fungere bliver giftstofferne fra medicin og andet i kroppen, hvilket er rigtig skadeligt. Hendes hud begyndte at blive gul i og med organerne er stået af, og for hver dag blev hun mere og mere gul at se på.

Hun kunne til sidst ikke selv gå, så hvis hun skulle rundt på hospice blev hun kørt i en rullestol. Hun kunne ikke selv gå på toilettet, der skulle folk til at hjælpe hende, hun kunne ikke selv gå i bad, kunne til sidst ikke selv spise  hendes egen mad selv. Det var forfærdeligt! At se sin mor, det menneske som hele livet har passet på dig, beskyttet dig. Det menneske man så, som det klogeste, sejeste og stærkeste menneske i hele ens verden, lige pludselig være så svag, så hjælpeløs og så ude at stand til at tage vare på noget som helst. Det gør så ondt i ens hjerte.

For hver dag der gik kunne vi krydse et nyt punkt af over, ting der sker når mennesker er ved at dø. Man håbet hele tiden på, at hun havde husket at spise og drikke når man kom. Det var altid en af de første ting jeg spurgte mine søstre om, har mor spist?? fordi når først kroppen holder op med at ville spise eller tage imod væske så er det sidste udkald i livet. Og det blev mindre og mindre mad hun spiste for hver dag, og det blev mindre og mindre væske hun drak hver dag.. til sidst lå hun bare i hendes hospital seng på hendes værelse på hospice og var ikke rigtig til stede. En gang imellem åbnet hun øjne og sagde nogle lyde, men ikke noget man som sådan kunne forstå. En gang i mellem jamrede hun sig, som om hun prøvede at fortælle at hun havde ondt. Og det eneste man kunne gøre, var at sidde og kigge på, man kunne intet gøre for at lindre hendes smerter eller gøre hende rask og frisk igen.

Stemningen på værelset var trykket. Alle havde følelserne ude på tøjet, og flere gange blev der snærret af hinandne blandt os søkende. kan huske en dag mig og min søster kom op og skændes over noget totalt latterligt og ligegyldigt. Jeg blev så rasende og ked af det på samme tid at jeg bare skulle væk. Jeg forlod hospice og gik om bag ved hvor der lå en sø. Så stod jeg der og tud brøllede, jeg græd så meget at jeg hulkede efter vejret. Jeg kan huske jeg virkelog følte det her liv var noget lort. Og jeg kunne slet ikke forstå meningen med at det her skulle ske, ihvertfald ikke for mig.

D. 11 Maj 2015 havde jeg fødselsdag, jeg fyldte 21 år. Det blev fejret på hospice i deres lille daglig stue, sammen med min mor, min to ældre søstre og min storebror. Selvom det var underligt at sidde der på hospice og vide ens mor snart skal dø, var det rart at være samlet, rart at være sammen. Jeg vidste godt det her, var min sidste fødselsdag sammen med min mor. Desværre. Min mor havde bedt køkken personalet på hospice om at lave en lagkage til mig, som vi spiste sammen. Min mor var meget syg på det tidspunkte så efter noget tid ville hun gerne tilbage på værelset og sove.

D. 15 Maj.. 4 dage efter min fødselsdag, sagde lægerne på hospice at det nok var vores mors sidste døgn. Min mor var bange for at skulle dø alene, uden nogen omking hende. Hvilket selvføgelig aldrig ville komme til at ske. vi børn havde lovet hende at være der helt til det sidste. Jeg blev rigtig følsom den tid min mor var på hospice og pludselig var jeg ikke sikker på at jeg kunne klare at være der til hun trak vejret for sidste gang. Men på samme tid ville jeg heller ikke gå fra min mor, efter som jeg havde lovet at være der til det sidste. Men efter en snak med mine søstre blev jeg enig med mig selv om at jeg ville sige farvel mens hun stadig lå fredligt i hendes seng. Det kan godt være lidt skræmmende at se et menneske udånde for sidste gang, og det syn havde jeg bare ikke lyst til at huske om min mor.

Det var midt i maj måned, det var lunt unden for og solen skinnet, det var midt om eftermiddagen. Der sad jeg så alene på værelset med min mor, og holdte hendes hånd for sidste gang. Jeg vidste det ville være sidste gang jeg kunne røre hende, kysse hende og i det hele taget se hende. Det var så syrealistisk. Jeg sad der, 21 år gammel med min kræftsyge mor, og skulle sige farvel. Jeg har aldrig grædt så meget i hele mit liv, tårende løb ned at kinderne på mig. Det var så sørgeligt men aligevel også lidt smukt. Solen skinnede, der var svagt harpe musik i baggrunden. Min mor var ikke ved bevidsthed og selvom jeg sagde jeg elskede hende var hun ikke i stand til at svare tilbage, og det var nok det væreste. Jeg skulle sige farvel til hende, men hun kunne ikke sige farvel til mig.

 

Dagene derefter er ret meget blandet sammen. Og jeg husker ikke så meget. Kan huske mine søstre fortalte at de havde givet vores mor pænt tøj på, lidt make up og så lagt blomster omkring hende i senge, de havde billeder af det. De billeder har jeg aldrig ønsket at se. Og jeg ved ikke om jeg nogen sinde kommer til at se dem. Jeg har ikke lyst til at se min mor ligge og være død, heller ikke selvom de har givet hende pænt tøj på og lagt blomster. Det ville mit hjerte ikke kunne bære. Tanken om at vide at på billedet er hun død.

Hendes begravelse blev holdt og der var en masse venner og familie tilstede og trods den triste omstændighed fik vi sendte hende godt afsted ❤️❤️

Da hun blev brændt og vi fik urene, tog vi alle sammen op på kirkegården og lagde hendes aske i jorden. Hendes børn og børnebørn, vi skrev alle sammen en sidste hilse til hende på hendes urene, inde hun sku ud på hendes sidste rejse.

Det har været mit livs værste mareridt, og mit livs hårdeste måneder/ år. Ingen mennesker eller familier burde gå sådan nogle ting igennem. Jeg savner min mor så forfærdeligt meget, ingen ord kan beskrive hvor meget jeg mangler hende i mit liv. Jeg har så meget jeg skal fortælle hende, så mange ting vi skulle have oplevet sammen. Ville ønske hun kunne møde mine børn når de en dag kommer. Ville ønske vi kumme fejre livets store øjeblikke sammen. Jeg skal lære at leve med savnet og tomrummet du har efterladt.

Vi alle skal herfra før eller siden, men det var alt for tidligt at du tog herfra. Elsker dig og savner dig hver dag ❤️