Da min mor blev syg del. 2

Fortsættelse…

På et tidspunktet blev det besluttet at min mor skulle på hospice i sin sidste tid. Et hospice er et slags hjem/ hospital hvor man kan komme hen i sine sidste dage. Det ikke noget man er tvunget til. Men det er heller ikke alle der får lov, da man de fleste steder skal ansøge om en plads på hospice.

Jeg glemmer aldrig navnet … Hospice Søndergaard.. og jeg glemmer aldrig stedet.

Det var nye bygninger i ét plan, alle værelserne havde et kæmpe gulv til loft vindue med udsigt ud til en sø, man siger jo vand har en beroligende effekt på folk. Det lå egenligt i et rigtig hyggeligt område med nyde bygninger og massere grønne arealer.
På hospice Søndergaard bliver der taget sig godt af en, man bliver behandlet godt og personalet er yderst profesionelle og rare. Der er forskellige aktiviteter, vanvittigt lækkert mad flere gange om dagen, massage stol, spa bad, personlig massage på værelset hvis man havde brug for det, man kunne endda få en harpe spiller ind på ens værelse og spille kun for en selv. Og meget mere.. de gør virkelig alt for ens sidste tid bliver god. Og hvis jeg skal sige noget godt i den her svære tid, så er det at min mor fik nogen gode dage på hospice Søndergaard.

Da min mor kom på hospice var det meget med blandet følelser! Ikke nok med det var enormt trist og syrealisrisk, det var også lidt som om at aflevere hende på et slags plejehjem, men underligt for hun var jo ikke gammel.. Man var van til hun var derhjemme og det ligesom var hende som holdte styr på hjemmet, og fik det hele til at fungere derhjemme, sådan var det ikke længere. Man gik konstant med tanken om vores tid sammen er/ var yderst vigtig da hun havde fået 5 måneder, under et halvt år så ville hendes liv slutte. Hvad enten hun ønsket det eller ej.

Jeg har rigtig svært ved at glemme min mors angst. Det faktisk noget af det jeg kan tænke tilbage på og blive rigtig ked af det over. At tænke på hvordan hun har haft det. Så forfærdeligt! Hun led rigtig meget af mylder tanker og angst. Hun turde ikke lægge sig til at sove fordi hun var bange for aldrig at vågne igen. Hun var bange for at dø. Bange for hvor hun skulle ende når hun ville dø. Nogen gange kunne jeg vågne op til en telefonsvare på min mobil fra min mor, så havde hun ringet midt om natten og hun stor tudet. Det at man pludselig skulle være den “voksne” og prøve at sige “alting skal nok gå“.. hvilket det absolut ikke ville. Det var som om rollerne blev byttet om. Nu var jeg moren som skulle passe på mit barn. Det var det væreste. At se og høre det menneske man elsker aller mest lide på den måde. At vide personen skal dø, og der er absolut intet du kan gøre for at forhindre det.. du må bare acceptere det. Heldigvis har jeg verdens bedste søstre som tog alle de svære beslutninger, samtaler og opgaver ❤️

Jeg husker en dag mig og min søster kom derned en formiddag, solen skinnet ka jeg huske.. vi kommer ind på min mors værelse og hun ligger i sengen og der står 2 sygeplejesker over hende, hun er helt væk ihvertfald ikke til at få kontakt til. Hun havde fået så meget morfin og andet medicin for at dæmpe smerterne at hendes lever til sidst ikke kunne udskille det fra kroppen så hun var blevet forgiftet og derfor lå hun nu i en slags bevidstløs tilstand.. det syn sidder fast i min hukommelse og det tog fuldstændigt pusten fra mig! Jeg kunne slet ikke være i rummet og måtte forlade værelset og så brød jeg sammen. Det hele virket bare så voldsomt. Det hele så voldsomt ud og jeg var sikker på “det nu, nu dør hun” hvilket jeg slet slet ikke var klar til! Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det med de rette ord så folk virkelig forstår hvor hårdt det har været at gå igennem. En ting var at min mor ligesom fik en slags døds-dom men en anden ting var at gennemgå alle de måneder. Jeg ville virkelig ikke ønske det for min værste fjende.

Jeg var 20 år gammel og mega frustreret og knust. Alle mine venner og veninder levet videre ude på den anden side med deres normale liv, mens jeg overnattet på hospice med min kræft syge mor som snart skulle dø. Jeg skammet mig over nogen gange at tænke “ej hvor gad jeg godt ud og grille i det gode vejr med pigerne” hvordan kunne jeg dog tænke sådan når min mor lå syg! Det var rigtig frusterende at sidde fredag aften på hospice hos min mor og se alle ens veninder på snap chat være i byen og hygge sig, mens jeg sad og passet på min kræft syge mor som snart skulle dø. Jeg følte en kæmpe uretfærdighed sammen med en masse vrede. Det har virkelig været en lang rutsjebane tur med alle mulige følelser jeg aldrig før har følt.