Da min mor blev syg del. 1

Godaften piger..

Pt. Ligger min farmor indlagt, hun er en gammel dame efterhånden så det er ikke så mærkeligt at hun ikke er helt frisk længere. Men det er stadig rigtig trist og det gør mig faktisk rigtig ked af det.

Det jeg vil frem til er, at den her tid på en eller anden måde får mig tilbage til de måneder hvor min mor var rigtig syg. Det bringer nogle “minder” frem hvis man kan kalde dem det, det jo ikke ligefrem skønne minder nok mere de triste og barske minder der dukker op i hukommelsen.. alt det med indlæggelser, læger, hospitaler, lidt af de samme symptomer når livet går mod enden.. ja lidt det hele, det vækker noget i mig, hvis man kan sige det sådan.

Jeg taler ikke så tit om min mors sygdomsforløb, eller hvordan jeg rent faktisk havde det i de måneder. Jeg er generelt en meget lukket person når det handler om følelser, nok også fordi det her emne er et meget hårdt og følsomt emne for mig at tale om. Og hvorfor tale om noget der gør dig ked af det?

De fleste ved min mor havde kræft, det spredte sig og hun blev konstateret uhelbredelig og fik derfor 5 måneder af lægerne til at leve i. Derefter kom hun på hospice i måløv. Det sådan primært hvad folk ved.

Jeg har besluttet at åbne lidt op og fortælle om mit livs hårdeste måneder nogen sinde.

Min mor havde været syg længe, faktisk i et par år og for at være helt ærlig ved jeg ikke om det hele tiden var kræft. På et tidspunkte var der også noget med hendes immunforsvar det nedbrød sig selv, de røde blodceller spiste de hvide så hun var indlagt på Rigshospitalet rigtig mange gange og nogen gange rigtig længe. Hendes blod forsvandt fra kroppen og i lang tid vidste lægerne ikke hvorfor eller hvor det forsvandt hen, end til de fandt ud af hendes blodceller kæmpet mod hinanden istedet for med hinanden.

Nogen dage kunne jeg komme hjem fra skole og finde min mor i sengen helt lig bleg. Hun var træt, dårlig og havde ingen energi, klart når ens blodprocent konstant falder. Hun kunne dårligt nok gå op af vores trapper derhjemme til 1. Salen uden at blive totalt forpustet, som havde hun løbet et marton. Så kom der enten en ambulance eller en sygetransport fra hospitalet og hentet hende og så skulle hun indlægges og have blod. Andre gange kunne jeg komme hjem fra skole til et tomt hus og når min mors mand så kom hjem og jeg spurgte “hvor er mor?” fik jeg avide “hun er blevet indlagt” Det var aldrig til at vide. Hvilket også gav en underlig fornemmelse af uvished i kroppen, da man aldrig rigtig vidste om ens mor var derhjemme eller lå indlagt på hospitalet.

Hun fik sener lavet en knoglemarvstransplantation hvor man faktisk slår hele immunforsvaret og alle cellerne i kroppen ihjel og erstatter med nogle nye friske som kommer fra en donner. Men det ikke helt nemt da det skal være samme blodtyper, og ingen i familien passet på den type. Til sidst da lægerne var ved at give op fandt man en tysk mandlig donner som passet.. men selv efter det var overstået lod det ikke helt til at virke på min mor. Hun skulle fortsat ind og have blod.

I og med hendes immunforsvar ikke virket kunne selv en lungebetændelse gå hen og blive livstruende mod hende. Hun blev tit indlagt flere dage men en “simpel forkølelse” det udviklet sig altid til lungebetændelse og meget høj feber. I de perioder måtte mine dengang små niecer og nevøer ikke besøge hende da de kunne have bakterier fra vuggestue og børnehaven, vi måtte heller ikke kysse hende da vi kunne smitte med bakterier.

Min mor rendte konstant på hospitalet til kontrol, læge samtaler og indlæggelser mens jeg prøvet at fortsætte mit liv som en almindelig 19 årig. Hvilket self ikke var helt let. Det gav mig rigtig mange kampe med mine tanker.. pludselig ændres end syn på sig selv, verden og ens venner sig. Pludselig virket alle mine veninder og folk omkring mig så irreterende. De pev i mine øjne over små ting og klaget over ting de burde være tilfredse med.. mit humør var som gåde. Jeg vidste aldrig selv hvordan det ville være når jeg stod ud a sengen..

En dag blev hun indlagt med en blodprop i maven og i den forbindelse blev hun scannet og lægerne fandt så 3 knuder. Som sener viste sig at være ondartet kræft knuder. Vi alle håbet på det bedste og jeg gik konstant med tanken om det hele skal nok blive godt, selvom jeg inderst inde nok var begyndt at miste håbet.. ku min mor blive rask og frisk igen som hun havde været hele mit liv.. så var hun det allerede. Men tværtimod synes jeg bare alt ting gik ned a bakke. Hendes arme begyndte at ligne en narkomans, efter så mange blodprøver. Til sidste havde lægerne svært ved at fortage blodprøver da hendes åre simpelthen var smadret til sidst. Min mors krop led meget under sygdomme og det begyndte for alvor at sætte sine spor.

Jeg kan huske jeg var rigtig følsom den periode der sku ikke meget til før jeg brød grædende sammen og følte alle var efter mig og hele verden var noget lort, alt var ligegyldigt og jeg ville hellere dø end leve.

Jeg kan huske jeg kom hjem en dag og på vejen mod vores hus ser jeg min mors mands datter komme mod mig grædende, og jeg spurgte hende hvad der var galt men hun svaret ikke og gik videre, allerede der vidste jeg det var noget om min mor og det var ikke godt.. jeg kom ind og der sad min mor mine to søstre og min mors mand i køkkenet, min mor græd og min søster havde også grædt ku jeg se.. bare synet af de alle sammen sidde der triste, fik tårrene til at presse sig på så jeg gik op på toilet hvor jeg brød sammen.. min mor kom op lidt efter og sagde jeg skulle komme med ned, der var noget vi skulle tale om.. da jeg kom neden under igen fortalte de så at lægerne ikke kunne gøre mere, så de havde sagt hun havde omkring 5 måneder tilbage at leve i.. mit hjerte stoppet med at slå i et par minutter.. sådan føltes det ihvertfald.. det ku simpelthen ikke passe!!!!

Jeg var 20 år gammel, havde allerede begravet min far som 17 årig og nu sidder i og siger min mor har 5 måneder tilbage at leve i.. hvis der nogen steder i verden fandtes en Gud så måtte han satme være djævlen i forklædning. Jeg kan huske jeg græd en hel del og min mor krammet mig og prøvede at trøste mig som en kærlig mor nu engang gør overfor sine børn. Men hvordan skulle nogen, nogen sinde kunne trøste mig??

Det var en rigtig trist og underlig dag.. underligt nok tog vi alle op i centeret og fik en sodavand min mor holdte mig i hånden da vi sad ved bordet ka jeg huske mens hun kigget på mig og sagde jeg elsker dig. Og igen begyndte jeg at græde.

Mig og mine søstre gik i smykke butikken hvor vi købte en halskæde med et vedhæng a en 4-kløver som man jo siger bringer held og så hendes 4 børns navne indgraveret.. så hun altid havde heldet med sig og altid sine børn på sig.

Sener da hun døde fik jeg den halskæde, har haft den på lige siden hun døde d. 16 maj 2015
Den halskæde betyder selfølgelig rigtig meget for mig, og hvis jeg nogen sinde mistet den ville jeg virkelig blive ked af det. Lidt som at miste den sidste del af min mor.